Mokkakongens talerør

Sidder på sofaen og har en ægte efterårsstener her.

Egentlig burde jeg tage ned og løbe en tur rundt om søerne. Men skyerne er mørke og det kunne jo være det bliver regn. Derfor burde jeg så alternativt bevæge mig de lidt over 500 meter, der er ned til fitness-centret og få svedt lidt igennem der. Men fredag eftermiddag er der altid fyldt med festklare overfladiske poptøser (ikke at der er noget i vejen med at se dem motionerer, men de insisterer desværre ofte også på at tale…).

Egentlig gik jeg i gang med at skrive det her indlæg i fredags (for 48 og en sjat timer siden) - det blev ikke lige til så meget så hurtigt.

Egentlig overkommer jeg nu her søndag, stadigvæk ikke at skrive mere. Og er det ikke også lovligt at have det sådan en gang i mellem?

Jeg tror ca. det sådan H2P3’s oplæg er.

Egentlig ville mit udgangspunkt være, at runde en sund fastfood-fætter et sted (der ligger et sted i Christianshavn kaldet Sandwish - sundt, billigt og let), men det ville være lidt snyd.

Jeg vil derfor kaste mig over en klassisk variant af mexikansk kylling - tilsat lidt studenterkrydderi (hurtigt og billigt). Der indgår - cirka - følgende:

* 2 frosne overlår med ryg (fra kylling)
* En dåse hakkede tomater
* Stærk rosenpaprika
* Cayenne-pebber
* Hele sorte pebberkorn
* Sesam-olie
* Pasta (salatvenlig pasta)
* Hvidløgsolie
* Assorterede nødder, rosiner, feta-ost og hvad man nu lige har
* Hvidvinseddike

Kyllingestykkerne pensles let med sesamolie og steges 5 minutter på hver side. Imens åbnes de hakkede tomater og der hældes ½ tsk. fuld cayennepebber, ½ tsk. fuld rosenpaprika og1 tsk. fuld hele pebberkorn i dåsen. Der røres rundt så det bliver blandet. Blandingen hældes i en lille bradepande, kyllingestykkerne puttes i og den dækkes til med alufolie, som der prikkes et par huller i. Den skal nu have ca. 40 minutter i ovnen. Imens koges pastaen og når den har kogt, skyldes den hurtigt i koldt vand. Den overhældes med hvidløgsolie og stænkes med rosenpaprika. Nødder, rosiner, feta-ost o.l. tilsættes efter lyst og smag og det hele stænkes let med hvidvinseddike. Nu er der ca. 20 minutter til at tage opvasken og herefter er kyllingen og sovsen færdig.

Der kan både serveres en kraftig kold hvidvin eller kolde øl til.

Serveres den i bradepanden udgør opvasken efterfølgende en bradepande, to tallerkner, to glas, 2 sæt knive og gafler og en skål (man er jo mand for fanden :))

Jeg “vandt” lige en 4 timers togtur i søndags. Jylland, Fyn, Sjælland. Hurra. Og fra mit sæde i vogn 21 havde jeg en glimrende udsigt over resten af stille-kupeen. Det er ikke lige steder hvor der bliver holdt mest fest på sådan en tog-tur. Tilgengæld fik jeg gjort et godt indhug i en bog af Dan Brown (der i øvrigt ikke kan anbefales - ‘Digital Fortress’: Styr f*cking langt uden om den!). I sådan en bord-gruppe lidt overfor sidder der to kvinder ved siden af hinanden. Begge to rundt de 30 - give’n take a few, men tæt på hinanden. Det er sikkert helt normalt. Jeg tror ikke de kendte hinanden og de har sikkert heller ikke stået på det samme sted (Jylland - længere oppe). Men det der slog mig var forskellene. De var begge blondiner og umiddelbart af normale kropsbygninger. Pæne ansigter. Gæve jyske trunter som en af mine kammerater ville sige. Men forskellen?

Den ene sad med en lille Mac bærbar i sådan et sort pianolak udseende. Hendes påklædning var stramtsiddende mørke cowboybukser, brunt læderbælte med et mega sølvspænde, høje brune læderstøvler med hæle, en hvid semi-transparent skjorte med en sort BH inden under, en brun jakke der matchede støvlerne og en sort halsklud. Et passende - ikke for kraftigt men dog synligt - lag sminke, solbriller og sådan en hår-samle-fætter med noget træ på i nakken. Noget Georg Jensen look øreringe, velplejede negle, bleg sart hud og en svag tendens til acne i ansigtet.

Den anden havde en Hummel træningsjakke på, løse cowboybukser og Adidas kondisko på. Ingen smykker. Ingen sminke. Meget korte negle , bleg hud og også her en svag tendens til acne. Heller ingen bærbar - tilgengæld et Ude & Hjemme hvor hun koncentreret hyggede sig med en krydsogtværs.

Og jeg er nok lidt en sørgelig mand: Jeg er ikke stolt af det - men jeg dømmer altså lidt folk på deres udseende. Jeg ved godt at alle siger at man ikke må. Også min mor (men jeg tror nu mest det er fordi hun har travlt med at jeg skal finde mig en kone, gifte mig og producere nogle børnebørn til hende). Men det gør jeg altså. Det tog mig lige præcist 8 sekunder (jeg har et ret veludviklet fordomssystem) at sætte kvinde 1 i båsen “Arbejder med noget kreativt, single eller frit forhold, ingen børn på vej til København hvor hun enten bor eller skal på kursus” og nummer 2 røg i “Er hjemmegående på en gård, gift og har 5 børn. Skal til København for at besøge noget familie”.

Jeg ved godt at vores sprog er dynamisk og at det udvikler sig. Nye ord kommer til, andre ord udgår og nogle ord får bare en ny betydning.

Tag nu ordet ‘bjørnetjeneste’. Dengang jeg var knægt (det var i perioden efter den periode hvor børn gik 10 km til skole i knæshorts - også i december når der var 8 meter højt sne og før den periode hvor ungerne var nogle uvorne uopdragne møjbørn uden respekt for de ældre) betød det at gøre en anden en bjørnetjeneste, at man gjorde dem en tjeneste i en god mening, men i sidste ende kom det faktisk tjenestemodtageren (?) til skade. I dag betyder en bjørnetjeneste åbenbart at en særligt god tjeneste. Fair nok. Jeg er stadigvæk ung og fleksibel.

Men i går var jeg ude og spise sushi med et par kammerater. Den ene havde aldrig prøvet det før - det var åbenbart sådan noget modesmart pop-ædelse, som er forbehold storbydyr i hans optik. Den anden er indfødt tjøwenhauner. Så sidder vi der  og spiser vores rå fisk og ris og jeg er godt i gang med at forklare om alle wasabiens fortræffeligheder, hvordan man rører den rundt i soyaen og dypper makirullerne i blandingen o.s.v. Mens jeg, på en mandig jysk måde, sidder og øser ud af min enorme viden om sushi, udbryder den anden kammerat: Du er fandeme godt nok retrosexuel.

Jeg retter ham selvfølgelig (sådan er jeg nemlig) og siger at han må mene metrosexuel. Men næh nej. Jeg er retrosexuel. Det er sådan en taxa-Mike-agtig udgave af metrosexuelle mænd: Ubarberet, stramme forvaskede cowboybukser, simpel t-shirt og kondisko. Hvad satan er nu det for noget. Så derfor måtte jeg i gang med at researche lidt på udtrykket (hvilket i praksis vil sige: Søge på Google). Først et blogindlæg og dernæst en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside.

Katastrofe! For Ekstra Bladet skriver nemlig: “Carl-Mar Møller er en ægte retromand med masser hår på brystet.” Fuck jeg er ligesom Carl-Mar? Er det nu mandigt at rende rundt og sige “Du skal bare vise din pik og være stolt af den” med kraft læspen? No way!

Egentlig troede jeg at jeg var på vej til en identitetskrise (det dyrker vi meget omkring de 30!) - men det er jeg slet ikke.

For selv om jeg syntes at Harald Nyborg er et fantastisk sted at handle ind og jeg også har helt styr på at svinge en hammer og rent faktisk syntes at det er sjovt at bruge et trykluftbor, så skal jeg altså ud og barbere brystkassen og plukke øjenbryn. Ingen Carl-Mar her sgu’!

Jeg var en tur i Kongens Have i går (et grønt område i det centrale København, hvor de lokale og os med opholdstilladelse opholder sig når vejret er godt) med et tæppe og en bog. Egentlig var det blot planen at jeg skulle ligge og slikke lidt sol, få læst lidt i min bog og nyde noget godt musik. Desværre beslutter min MP3-afspiller sig for at spasse fuldstændigt ud og da jeg ikke lige har en hårnål, tegnestift eller noget tilsvarende i nabolaget (græsset virkede ikke) var der kun to muligheder: Enten køre et sted hen - måske hjem - og få resettet dimsen eller undvære musik. I magelighedens hellige navn valgte jeg det sidste.

Og derfor ligger jeg fredeligt og læser i min bog (som i øvrigt er ‘Kald mig prinsesse’ af Sara Blædel - anbefalelsværdig), mens jeg nyder en rolig balance i mig selv og Louise Rick (hovedpersonen i bogen). Pludselig bliver jeg nærmest flået ud af min egen verden, da jeg hører en skinger ungpige stemme sige “Ad - man kan se hendes bryster”.

Først kigger jeg mig forvirret op. Jeg har overset bryster i frit løb? Jeg er blevet gammel. Total nedtur. Efterfølgende får jeg øje på dem og deres ejerkvinde. Og ganske rigtigt. Der ligger ganske rigtigt en kvinde - i midten af 20′erne - på et tæppe og hun er topløs! Skandale! Utilstedeligt! Ulækkert! Eller måske ikke helt…

Da jeg var knægt, var det helt normalt at yngre kvinder (i midten af 20′erne - dengang syntes jeg de var helt vildt gamle) rendte topløs rundt på stranden. Ingen tog sig af det - der var intet underligt i det. Det var så at sige - helt naturligt. Selvfølgelig rendte folk normalt ikke topløse rundt (jeg er ikke vokset op i Thy-lejeren!), men på de naturlige tage-sol-steder såsom parker og strande var det helt normalt.

Jeg er i princippet ligeglad med om kvinder ligger topløse i parker og på stranden - uanset kvindernes alder og brysternes form. Det er helt og aldeles kvindernes egen sag. Men jeg syntes at det er sørgeligt at vi har fået et så konservativt samfund, at det er acceptabelt at de små piger klæder sig på en måde, som kun prostituerede og stang-dansere gjorde for 15 år siden mens en klassisk topløshed på standen er blevet ulækkert.

Tak Bush. Tak Brian Mikkelsen.

Righty then…

Egentligt startede det med en slå-sammen-middag hos en ven. Vi var tre gutter og fire gutinder samlet. Udgangspunktet var sådan set bare lidt mad, lidt vin, lidt øl og lidt hygge i god afslappet stemning, samlet omkring en fælles ven, der skal ud i den store verden i et halvt års tid.

Selve arrangementet var ikke specielt meget planlagt. Det var nærmest slet ikke planlagt. Omkring klokken fem siger et af genierne “hvad skal vi egentlig lave for noget mad?” Krise. Det var der ikke lige tænkt på. Alle der selv laver aftensmad kender situationen. Her var vi bare lidt flere. Af grunde som ikke fremstår helt klart foreslår jeg “spaghetti og kødsovs”. En klassiker. Det er let. Smager okay og man kan drikke både øl og vin til. Ret genialt husker jeg det som. Men af en eller anden grund er der en af trunterne der kigger over på mig, som om jeg lige har kørt hende over med en bybus. Jeg føler et behov for at sige noget og ud af min mund kommer så “Ja det er altså det eneste min fantasi lige slår til sådan rent madmæssigt” hvorefter hun svarer “Ja altså - jeg har en kæreste at du ved det”. Efterfølgende viste det sig at hun var vegetar, hvilket nok forklarede det spøjse ansigtsudtryk…

Jeg undrer mig dog stadigvæk over om kvinder automagisk sætter lighedstegn mellem “mænds fantasier” og “sex”?

Kvinder….

Ikke flere hvide strande…
Ikke flere farvestrålende drinks, serveret af smilende tjenere…
Ikke mere klorfyldt svømmingpool…
Ikke mere “åbne øjnene til strand, hav og 28 grader”…
Ikke mere spillen Kong Gullerod på diskotekerne om aftenen…
Ikke mere vågnen op og se at ens rejse-makker er erstattet af en trunte, som helt bestemt var 80 gange pænere aftenen før…

Ferien er med andre ord slut

Og det er sgu’ grundlæggende nok slet ikke så dårligt endda. 14 dage (næsten) med sol, sommer, fest og ballade på et ferie-resort i Kenya er lige på kanten af hvad leveren kan holde til. Og i længden bliver det faktisk - ja jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det her - også lidt ensformigt. Jeg endte faktisk med at savne nogle mere kulturelle indslag, end kamelerne på stranden og de to pornofilm makkeren havde slæbt med. Men veludhvilet det er jeg. Og fyldt med charme, selvtillid og en rigtig selvfed hudfarve.

I overmorgen starter arbejderiet igen - 2 uger med kursus i vores kongelige hovedstad og derefter tilbage “på pinden”. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig. Meget!

Afrika var fin - rigtig fin - men på et tidspunkt bliver det belastende at være omsværmet af smukke neger-kvinder, der lader som om de vil have din krop og sjæl men som i virkeligheden blot vil have dit telefonnummer og en adgangsbillet til Europa.

Internet var også lidt en mangelvare. Vi fandt - med en flink taxachaufførs hjælp (og taxaerne dernede er virkelig i en kategori for sig selv - det er en anden historie) - en internetcafè. Ja nu skriver jeg godt nok internet… Og cafè. Man kunne købe lunken Coka Cola og kaffe, der lugtede meget mærkeligt… Jeg har i hvert tilfælde aldrig før mødt kaffe som lugtede sådan før… Og hastigheden på internettet handlede vist mest om hvor hurtig brevduerne kunne sendes frem og tilbage… Det opgav vi - hurtigt.

Men bortset fra det er Mombassa et fint sted: Flinke folk. Ingen vold eller ballade overhovedet. Vi (4 mand, der alligevel havde luret konceptet med altid at gå sammen) følte os på intet tidspunkt truet blot det mindste. Gadesælgerne og luderne er ret nærgående, men hvis man ignorerer dem er det også til at leve med. Og priserne - ultra ultra lave.

En drink (sodavand og alkohol efter polsk opskrift) kostede normalt 40 kenyanske shilling (KES) på de store diskoteker - det er ca. 3 danske kroner. På hotellet gav vi 3.800 KES pr. overnatning for dobbeltværelser (ca. 280 kroner), indklusiv morgenmad, frokost, aftensmad og frie drinks dagen lang.

Taxa-priserne var tilsvarende lave - tilgengæld var det med livet som indsats og man skulle betale ekstra for at være fire i en taxa (loven siger åbenbart at der kun må være tre passagerer i hver taxa dernede). Bilerne ville aldrig gå igennem et syn i Danmark og der er næppe heller nogen der ville turde køre markræs i dem herhjemme. Tilgengæld kunne chaufførene ikke køre bil og fortorvet blev flere gang brugt som en slags “vognbane nummer 2″ - og flyttede folk sig ikke var det mest deres egen skyld. Vi blev tilgengæld ret gode til at holde øje med den slags “indslag” når vi selv gik på fortorvene…

Men alt i alt en rigtig fed tur